Line Koustrup Kristensen
I starten af 2026 blev jeg ansat som pædagogisk leder af Tumlehuset. Jeg er uddannet pædagog anno 2007 og efter fem år i SFO har jeg været 13 år i en lille privat skovbørnehave i Ry, hvor jeg også er bosat med min familie. Jeg er opvokset i Boulstrup og synes, at Tumlehuset og det lille lokalsamfund i Hou og omegn er helt vidunderligt. For mig at se er det trygge, familiære, genkendelige og imødekommende alfa og omega for små børns trivsel og udvikling. Jeg vil derfor gøre alt for, sammen med mine dygtige kolleger, at opretholde og fortsat udvikle det her helt unikke sted.
De skønneste øjeblikke med børnene er, når jeg oplever at kunne gå med på børnenes initiativer og se hvordan de inspireres af mine, når magi kan opstå, lige der midt i en vandpyt eller på en måtte i salen. Når vi kan grine sammen helt nede fra maven og relationen styrkes, så vi også kan finde vej sammen, når det hele driller lidt. Jeg føler mig utroligt heldig med, at jeg fandt mit fag. Min hylde. Den er lige her.

Anette Holmsgaard Pedersen
Jeg bor i odder med mine 2 store drenge. Som 18 årig fik jeg job som pædagogmedhjælper i en SFO på en privatskole i Skanderborg. Det der skulle være “en kort periode”, endte med at blive 26 år. Det var en virkelig lærerig og spændende tid, som har været med til at forme mig og min tilgang til livet.
Tilbage i 2021 tog jeg mod til mig, og søgte arbejde i Sommerfuglen i Hou. Det har jeg aldrig fortrudt. Hou’s natur og det lille samfund, har så meget at byde på. Jeg nyder det nære samarbejde, som man har med småbørns forældre og det er virkelig givende for mig, at være på gulvet og at møde barnet, der hvor det er i sin udvikling. Naturen, skøre indslag i hverdagen og min nysgerrighed på livet og mennesker, fylder mig med energi, så jeg føler mig meget heldig at være landet her i dejlige Hou.

Christina Skov
Jeg er født i 1975. Jeg er opvokset i Hov og har boet her det meste af mit liv. I dag bor jeg i en skøn villa på Skolegade sammen med tre af mine fem børn – de fire ældste er voksne. Jeg kender området rigtig godt og elsker de hyggelige og smukke steder i og omkring Hov. Det bruger jeg tit i mit arbejde med børnene – fx når vi går ture eller leger udenfor.
Jeg begyndte at arbejde med børn i 2010 som kommunal dagplejer. Efter nogle år gik jeg sammen med to kolleger, og vi lavede en større fælles dagpleje. Det blev senere til en privat pasningsordning, som mange kender som Sommerfuglen i Hov. Her arbejdede jeg i 10 år og har rigtig mange gode minder fra tiden med både børn, forældre og kolleger.
Jeg elsker at følge børns udvikling – at støtte, hjælpe og være en tryg voksen for dem i deres første år. Noget af det bedste ved mit arbejde er at mærke, når børnene føler sig trygge og glade.
Noget, jeg især holder meget af, er at synge sammen med børnene. Vi bruger ofte børnesange og sanglege i hverdagen, fordi det skaber glæde, fællesskab og tryghed. Jeg elsker selv at synge, og det giver nogle rigtig fine stunder sammen med børnene.

Kasia Marciniak
Jeg er født i 1986 i Polen. Jeg bor i Odder med min mand Marcin og vores 2 skønne børn Amelia og Filip. Jeg startede med at arbejde i Sommerfuglen i 2021 fordi jeg brændte for at arbejde med børn, se dem udvikle sig og etablere relationer til andre børn.
Det er vigtig for mig at både børn og forældre føler sig trygge. Jeg opbygger en stærk og positiv relation med børn. Jeg ved at børn sætter pris på de nærværende voksne, som lytter, viser interesse, leger og laver forskellige ting med dem hver dag.

